( SOM JEG SER DET af Maria Montell )

 

Motorvej i myldretid. Klokken er 15.30, og jeg er på vej hjem fra studiet for, at hente mine børn, der går på Humlebæk Skole og efter skoletid går i ”frit” og klub. De er alle 3 heldigvis super glade for deres skole og er nemme at få op (stadigvæk) om morgenen. Så det bøvler jeg ikke med ENDNU…

Jeg får ordnet nogle opkald i bilen, da jeg udnytter hvert et øjeblik, der er nogenlunde frit. Jeg har brug for lidt informationer omkring aftenens koncert i DR-koncert huset med Benjamin Koppels Jazz Galla.

 

Jeg har været med i Koppels Jazz Galla i 5 år, og det er faktisk rigtigt hyggeligt. Vi er som regel fire sangere. Marie Carmen Koppel og jeg er ofte ”de faste damer” i Jazz Gallaen, og så bliver der skiftet solister ud efter hvilke kunstner og musik, vi hylder.

 

Vi har haft ”Jazz Galla Celebrating Motown”,” Jazz Galla Celebrating Frank Sinatra” og i år er det ”Jazz Galla Celebrating Aretha Franklin”. Vi er typisk 2 kvinder og 2 mænd. Der har været navne med som Erann Drori, Søren Sko, Bobo Moreno, Anders Blichfeldt og Michael Carøe. Denne gang er vi dog ”kun” 3 damer, så der er lidt flere sange, jeg har skullet checke ud, og som jeg øver mig på, når jeg tager min daglige løbetur.

 

Aretha Franklin er hende, vi hylder i denne omgang. Queen of soul er altså ikke den nemmeste sangerinde at fortolke. Den ligger lige til højre benet for Moobie. Moobie er Maries kælenavn, og vi har været veninder og kollegaer siden først i 90´erne.

 

Vi er SÅ forskellige sangerinder, og det har jo nok gjort, at vi ikke har følt, at vi var ”konkurrenter”, men har derimod beundret hinanden og vores forskelligheder. Vi kan udveksle erfaringer og måder at gøre tingene på foran makeupspejlet i omklædningsrummet eller i tourbussen på vej over broen til Jylland. Så er det sjovt, at gå på job, når man er sammen med nogen man holder af.

Benjamin er Marias lillebror. Og sjovt nok spillede han den dejligste intro på saxofon på min første single i radioen i 1994. Benjamin og Marie er ganske underholdende at være i selskab med, og det smitter af på tonen i vores koncerter. Der er plads til at improvisere, fordi vi kender hinanden rigtig godt. Jeg tror også, det er med til, at det er en fornøjelse at være i selskab med os.

 

Vi mødes kl. 18 på scenen i DR-huset. Børnene er blevet hentet og kørt hjem. Tomas står for aftensmaden og alt det andet hurlumhej, der hører med til den tid på dagen. Jeg har været i skabet og finder en af alle mine retrokjoler frem og vælger en, der passer til aftens tema.

Vi går i make-up og omklædning, imens vi varmer op stemmerne op på hver vores måde. Vi lægger aftenens ”maske” og pjatter lidt med hinanden. Det er god opvarmning før en koncert, hvor stemningen skal være i top for en udsolgt koncertsal.

 

Kl. 21 står vi på scenen tre piger i front og synger aftenens første Aretha-nummer ”Something big”, hvor vi synger alle 3. Derefter følger der duetter, trioetter og solo sange.

 

Der er ikke en koncert med jazzgalla, hvor salen ikke har stået op til slut. Og det er bare en fantastisk vidunderlig følelse, så jeg er også selv fyldt op, når jeg er på vej hjem i bilen kl. 23.30. Tomas sidder oppe og venter med en kold øl. Så fortæller jeg, og han lytter og er glad på mine vegne, når det er gået godt.

 

Når jeg har sunget og spillet musik og især ovenpå en vellykket koncert, er jeg helt høj af glæde. Nærmest lykkelig og føler jeg mig privilegeret over, at jeg kan leve af min store passion.

 

Rigtig godt nytår.

 

Soy Maria (jeg er Maria).