Di Da Di....

 ( SOM JEG SER DET af Maria Montell )

 

Jeg har lige haft fødselsdag. Rund fødselsdag…

 

Når man har været kæreste med Kronprinsen,

er man ret sikker på at komme i avisen, når man har rund fødselsdag.

 

Og hvis man har været det længe nok til at det er gået op for hele landet, at man var det, er man åbenbart interessant nok til ligefrem at blive interviewet.

Af Ritzau!

 

Det blev jeg.

 

Og håbede, jeg kunne presse et par ord ind om musik.

Det var ikke helt let.

Men det kan vi måske råde lidt bod på her i aften.

 

Og lad os bare starte med den største løgn af dem alle.

Lige meget hvad vi siger, når vi bliver interviewet, vil alle os, der laver sange, gerne skrive et hit. Mindst ét.

 

Vi vil have, at vores sange skal sprede sig  som ringe i vandet.

Så langt og bredt, at de er umulige at komme uden om.

Så de ikke bare er ”ugens uundgåelige” – men bliver ”årets uundgåelige”.

 

Når man får et hit, bliver det, som kan være ensomt ved at skrive,

pludselig til en forståelse og forbindelse imellem publikum og mig.

Imellem mennesker og deres inderste.

Og lige pludselig er man ikke længere alene med sin sang.

 

I virkeligheden forstår man først selv sin sang, når andre forstår den.

Dét er det smukke ved at skrive sange:

At blive set og forstået af andre – og af sig selv. På én gang.

 

Da jeg skrev ”Imens hun sang Di da di” havde jeg billeder inde i mit hoved af den gamle film ”Somewhere Over The Rainbow” med Judy Garland.

Hun var bedårende i den film med sine tre venner:

Stråmand, Tinmand og Løvehjerte.

 

Jeg så den sammen med min familie i barndoms-hjemmet i Espergærde.

 

Det var når vi weekendhyggede med VHS-bånd på videoen –

[en del af jer er vist gamle nok til at huske, hvordan dét var].

 

Det var den stemning og de billeder jeg hørte i sangen –

blandet med Sydspanien, som vi tit besøgte, fordi jeg havde en gammel tante, der boede i Malaga.

 

Der var mange store øjeblikke i Spanien - og jeg elskede ALT ved det!

Dét tema, som er så vigtigt for sangen, er de horn som jeg hørte i en tyrefægter-arena, når den stolte tyrefægter indtog arenaen.

 

Så det var en blanding af vidt forskellige gode oplevelser fra min barndom,

som var inspirationen til mit største hit i både Danmark og udlandet.

 

Men ”Imens hun sang Di-da-di” handler også om den drøm, jeg havde, om at komme ud og opleve verden.

 

Og i dag forstår jeg, hvorfor jeg skrev den. Hvorfor jeg måtte skrive den.

Og sangen er i mellemtiden blevet noget jeg har gennemlevet –

en lang rejse på godt og ondt – mest godt, heldigvis!

 

Jeg tror ikke, der findes en fast formel på at skrive et hit.

 

Men opskriften på ”Imens hun sang Di-da-di” var varme følelser og gode minder fra barndommen, og mine drømme om hvad der skulle ske i fremtiden.

 

Har I lyst til at høre den? 

 

Soy Maria (jeg er Maria).

vignet_web_white.png